Diagnostik og udredning

Definition

Diagnosen blærebetændelse stilles på baggrund af to kriterier:

1. Symptomer på blærebetændelse
2. Påvisning af mikroorganismer i urinen

Man har altså kun blærebetændelse i traditionel forstand hvis man opfylder begge af ovenstående kriterier. Har man alene bakterier i urinen og ikke ledsagende symptomer så har man den tilstand der kaldes asymptomatisk bakteriuri som ikke skal behandles. Det modsatte gør sig også gældende, så hvis man har symptomer, men ikke kan påvise bakterier eller svampe i urinen, jamen så har man heller ikke blærebetændelse og skal derfor ikke behandles – i hvert fald ikke med antibiotika. Behandler man alligevel får man ingen gavnlig effekt (for der er jo ingen bakterier), men risikere til gengæld af få de klassiske bivirkninger som kvalme og tynd afføring.
Symptomerne kan man mundtlig berette til sin læge, men for at påvise bakterier er man nødt til at lave en urindyrkning.

Urindyrkning

Urindyrkningen er det helt grundlæggende værktøj til at påvise bakterier og svampe i urinen. Vi bruger urindyrkningen til at besvare tre spørgsmål:
 

1. Hvilken bakterie er til stede?
2. Hvor mange bakterier er der?
3. Hvad kan bakterierne behandles med? (resistensbestemmelse)

Det første spørgsmål handler om at finde ud af hvilken eller hvilke bakterier der er til stede. Det er der flere gode grunde til. Ofte når man tager en urinprøve så vil der komme forureningsbakterier med i prøven, dvs. bakterier bor som på huden eller i skeden, fx det der hedder lactobaciller, som er en slags mælkesyrebaktiere. Det er altså vigtigt for os at kunne sige om bakterierne i urinprøven er ufarlige forureningsbakterier eller sygdomsfremkaldende bakterier som fx kolibakterier. Dette understreger også vigtigheden af at være omhyggelig når man opsamler sin urinprøve til lægen. 

Det er vigtigt, at man opsamler den urin der kaldes ’midtstråleurin’. For at gøre det lader man først vandet i et par sekunder for at skylle ’det værste snavs’ ud af urinrøret og herefter opsamler man sin urinprøve. Til sidst tømmer man blæren helt. Ved denne metode minimeres antallet af forureningsbakterier. Selv om man er meget omhyggeligt er det svært helt at undgå, at forurene sin urinprøve - dette leder os til næste spørgsmål.

Det andet spørgsmål handler om at tælle hvor mange bakterier der er til stede. Kolibakterier og andre bakterier som giver blærebetændelse trives utroligt godt i urin og én enkelt kolibakterie kan formere sig og blive til 16 millioner bakterier inden for en almindelig arbejdsdag – husk derfor at lade vandet jævnligt! Dette betyder, at hvis man har en blærebetændelse så vil vi sort set altid se et meget højt antal af bakterier ved urindyrkningen. Hvis vi kun ser ganske få bakterier (under 10 bakterier pr milliliter) så tyder det på at der er tale om forurening. Mange af de klassiske bakterier som kan give blærebetændelse fx kolibakterier og klebsiella bor i tarmen og bevæger sig ud på huden på ballerne, mellemkødet og i skeden og kan derfor sagtens optræde som forurening i en urinprøve.

En urindyrkning med kolibakterier kan være tegn på blærebetændelse, men det kan også være tegn på en forurening ved prøvetagningen. Det er derfor ikke altid helt nemt at diagnosticere  blærebetændelse.

Resistensbestemmelse

Hvis en patient har symptomer på blærebetændelse og vi kan påvise et højt antal bakterier i urinen så skal vedkommende behandles. Ligesom der findes forskellige mennesker, findes der også forskellige bakterier og det er ikke alle bakterier der skal behandles helt – og svampe skal behandles på en helt tredje måde. Selv inden for samme bakterieart, fx kolibakterier er der ofte stor forskel. Hvis en bakterie bliver hæmmet eller slået ihjel af penicillin kaldes bakterien følsom, hvis den derimod ikke bliver slået ihjel kaldes bakterien resistent. Hvis der findes bakterier i urinen laves der altid resistensbestemmelse for at finde ud af, hvilke antibiotikatyper der kan behandles med.
En udbredt misforståelse er, at patienter kan blive resistente over for antibiotika. Dette er helt forkert. Mennesker er altid resistente overfor antibiotika og er født sådan – ellers ville vi dø hver gang vi fik penicillin. Det er kun bakterier som er følsomme for penicillin der kan gå hen og blive resistente.

På billederne ses en resistensbestemmelse på en bakterie fra en urinprøve. Bakterien er fordelt på hele pladen og herefter er der afsat små tabletter med antibiotika. Antibiotikaen vil trække ud i agarpladen og hæmme bakteriens vækst. Hvis bakterien hæmmes vil der opstå en hæmningszone

Mikroskopi

Ved mikroskopi af urin kan man se bakterier som sorte prikker eller stave. Man kan bruge mikroskopi til at lave et foreløbigt skøn om hvilken og hvor mange bakterier der er i urinen. Undersøgelsen er bedst til at udelukke blærebetændelse i det tilfælde hvor man ser at der ikke er bakterier i patients urinprøve.
Mikroskopi af urin bruges ikke på hospitalerne, fordi undersøgelsen ikke giver særlig mange informationer og slet ikke nogle ekstra informationer som dyrkningen og resistensbestemmelsen ikke giver. Til gengæld bruges mikroskopi nogle gange hos din egen læge til at lave en hurtig og foreløbig vurdering af om behandling skal startes op eller om man kan afvente et dyrkningssvar som oftest tager 1-2 døgn.